Sammendrag
Denne afhandling er en kvalitativ undersøgelse af indsattes oplevelse af deres afsoning med fokus på mødres oplevelse af adskillelsen fra deres børn.
Det empiriske grundlag for afhandlingen er 10 interviews med kvinder indsat i Statsfængslet ved Horserød, og den teoretisk metodiske tilgang er fænomenologisk.
Jeg foretog ustrukturerede interviews, og lod derfor i høj grad mine informanter styre, hvilke emner, de mente var væsentlige at fortælle noget om. Da jeg derudover ønskede at vide noget om, hvordan især mødre med hjemmeboende mindreårige børn oplevede denne adskillelse tematiserede jeg mine interviews af mødre med mindreårige børn noget mere, end det var tilfældet i de interviews, hvor de indsatte ikke havde nogle (mindreårige) børn.
Kvinderne fortalte meget forskelligt om, hvordan de oplevede deres afsoning, men nogle emner gik ingen. Det var først og fremmest det sammenhold, som kvinderne beskrev fandtes i fængslet samtidig med, at langt de fleste kvinder nærmest kategorisk udtalte, at man ikke kunne stole på andre end sig selv. Derudover talte alle de indsatte om det tidsmæssige aspekt i deres afsoning. De forholdt sig således alle til den mekaniske tid i et eller andet omfang, og endelig omtalte alle kvinderne betjentene.
De kvinder, der havde mindreårige hjemmeboende børn talte meget om det afsavn de led i forhold til deres børn, og om den skyld og skam de følte.
Jeg valgte derfor at analysere på disse emner.
Jeg fandt, at kvinderne i fængslet lever i en uforudsigelig social virkelighed, der gør, at kvinderne for at kunne navigere i det sociale rum bruger sladderen eller talen om løst og fast som kontrolinstrument og modtræk til uforudsigeligheden i fængslet. Kvinderne oplever interaktionen med hinanden meget forskellig, og især de yngste indsatte er mistroiske overfor deres medindsatte. Det er dog en generel oplevelse hos kvinderne, at man ikke kan stole på andre end sig selv, og kvindernes tilgang til deres medindsatte er præget af skepsis og mistillid. Jeg redegør for, at der er en sammenhæng mellem menneskers oplevelse af uforudsigelighed i sociale situationer og manglende evne til at udvise tillid og dermed knytte venskaber. Alligevel finder jeg, at enkelte af kvinderne etablerer venskaber, herunder venskaber, der holder i længere tid. Kvinderne er i stand til at skabe relationer, der som udgangspunkt kræver tillid. Dette viser, at kvinderne knytter venskaber på trods.
Et af de væsentligste fund i min afhandling er, at de sociale fænomener der ses i fængslet også findes i verden udenfor. Der er altså ikke tale om særlige fængselsfænomener. Men på grund af fængslets tranghed og den tidsmæssige udstrækning af de indsattes tvungne samvær, er der tale om, at de sociale fænomener er væsentlig forstærket i fængslet i forhold til verden udenfor.
Jeg analyserer endvidere mødrenes oplevelse af at være adskilt fra deres mindreårige børn i deres dagligdag og finder, at disse kvinder oplever straffen meget hård, urimelig og uretfærdig ikke i relation til dem selv, men i relation til deres børn. Kvinderne oplever endvidere et rolle- og identitetstab, da de ikke kan være mødre i fængslet, og dette tab fylder langt mere i kvindernes bevidsthed end tabet af rollerne som fx ægtefælle, udearbejdende mv.
Jeg redegør endvidere for børns oplevelser af at deres forældre fængsles samt de mulige psykiske konsekvenser, separationen kan have for børnene, og diskuterer med udgangspunkt i begreber fra prostitutionsforskning, om statens fængsling af forældre kan defineres som instrumentel psykisk vold mod børnene.
Endelig redegør jeg for de teoretiske formål for at straffe samt konsekvenserne ved straflempelser og foreslår, at man finder andre afsoningsformer for indsatte med mindreårige hjemmeboende børn end ubetinget fængselsstraf.