| dc.description.abstract | I denne opgave foretager jeg en analyse af Jenny Erpenbecks roman Aller Tage Abend (2012) i lys af teorier om vidnesbyrd og affekt. Romanen, der er bygget op af fem bøger og fire mellemværende intermezzi, præsenterer den samme kvindes fem mulige liv og dødsfald, der spredes over det 20. århundredes Europa i både geografisk og temporal forstand. Hendes og slægtens liv udspiller sig under og mærkes af århundredets konflikter og omvæltninger, indtil hun stedes endeligt til hvile i 1990ernes Berlin, og romanen strækker sig dermed over næsten hele det 20. århundrede. Den teoretiske grund for min læsning af Aller Tage Abend lægger jeg igennem en sammentænkning af vidnesbyrd- og affektteori. Jeg trækker her særligt på tekster af Elie Wiesel, Horace Engdahl, Giorgio Agamben og Jessica Lang inden for vidnesbyrdsteori og Raymond Williams inden for affektteori. I min sammentænkning af disse undersøger jeg, hvordan det erkendelsesmæssige problem, der opstår med den grænseoverskridende erfaring, ikke blot knytter sig til den, der påføres den, men også kan tage form som et affektivt genfærd i vores kollektive bevidsthed, hvor den forsætter at hjemsøge og påvirke os, selvom de oprindelige vidner er stedt til hvile. Den teoretiske diskussion bruger jeg som afsæt til at udforske romanens fremstilling, undersøgelse og aktualisering af 1900-tallets traumatiske erfaringer gennem sin form, sit narrativ og sine litterære greb, og jeg anlægger et særligt fokus på, hvordan traumet træder frem som en størrelse, der ikke blot påvirker den, der er pålagt det, men også nedarves diffust og gentages i dennes efterkommere og den kollektive bevidsthed. Jeg berører både hvordan de traumatiseredes fortrængningsstrategi i romanen medfører en affektiv nedarvning af traumet internt i slægten, såvel som jeg griber, hvordan romanen, igennem sin narratologiske situation og skiftende temporalitet, modsætter sig at fikseres i en entydig læsning og gør læseren usikker omkring, hvilken fortælling, hun præsenteres for. Idet Erpenbeck er en nulevende forfatter, hvis roman trækker på historiske erfaringer, bruger jeg denne usikkerhed som afsæt til at diskutere, hvordan romanen etablerer en diffus forbindelse mellem fortid og nutid gennem sin flertydige og spekulative karakter. Afslutningsvis undersøger jeg, hvordan traumer og erfaringer i romanen fremstilles som affektive genfærd, der aflejres og finder sin gentagelse i individuel og kollektiv bevidsthed, idet romanens tilsyneladende adskilte narrativer bløder ind i hinanden på tværs af virkeligheder, såvel som genlyder af intertekstuelle referencer, der anfægter menneskets autonomi og peger på det som indfældet i et socialt, historisk og kulturelt landskab af akkumulerede erfaringer—og på historien som noget, der ikke forsvinder, men blot omformes til en usynlig påvirkning i vores fælles bevidsthed. | nob |