Abstract
Denne afhandling beskæftiger sig med, hvordan et evidensbaseret perspektiv kan påvirke kundskab og praksis. Teksten indledes med en redegørelse af evidensbegrebet. Derefter følger en kort oversigt over bevægelsens fremvækst og institutionalisering. Indledningen afrundes med en udlægning af hovedtrækkene i evidensbevægelsen, samt et udvalg af kontroversielle områder. Centralt i evidensbaseringen er, at identificere interventioner med evidens for effekt, what works , gennem systematisk udarbejdede forskningsoversigter, og præsentere dem for interessenter i praksisfeltet og i politikken. En kritik som ofte drages frem i litteraturen, er evidensbevægelsens instrumentelle forståelse af kundskab og manualisering af praksis. Tematikkens principielle karakter belyses gennem Skjervheims Det instrumentelle mistaket . Teksten ser nærmere på den evidensbaserede kundskabs instrumentelle træk og mulige påvirkning af praksis ved at anvende den. Med afsæt i begrebsforståelser fra Aristoteles og Immanuel Kant synliggøres sammenhængen mellem forskellige kundskabstyper, og samhørende praksisformer samt forbindelsen mellem forskningsmetodologi, kundskabsdannelsesmetodik og kundskabstyper. Hvilke elementer der er styrende for kundskabsdannelsen i et evidensperspektiv, og hvordan det påvirker kundskaben og dens anvendelse, er blandt tekstens interesseområder. Et centralt element i afhandlingen er postulatet om den evidensbaserede, medicinske praksis tre kundskabsniveauer. Det hævdes i litteraturen at det er kombinationen af kundskab fra alle tre niveauer, der muliggør en frugtbar praksisform i medicinen. Med udgangspunkt i karakteristika ved evidensbaseret kundskab vurderes, hvilke roller denne kundskabstype muligvis kan spille analogt til de tre niveauer i den medicinske praksis. Systematiske forskningsoversigter indeholder en anbefaling af en evidensbaseret intervention. Afhandlingen belyser blandt andet hvordan det forskningsmetodologiske udgangspunkt påvirker kundskabsdannelsen. Videre ses der nærmere på det evidensbaserede perspektivs forståelse af det kausale forhold. En central tematik er hvorvidt evidensbaseret kundskab muliggør at flytte sig mellem teori og praksis på en måde, der både kan udvikle praktikeren og teorien. I afhandlingen placeres New Public Management (NPM) som et politisk styringskoncept der gennem længere tid har haft aktualitet i norsk sammenhæng. Teksten belyser muligheden for at NPM og evidensbevægelsen, gennem sammenfald i den overordnede, styrende værdi; effektivitet, kan privilegere evidensbasering som kundskabsperspektiv. Et andet centralt punkt, er muligheden for at lægge føringer for politiske valg for praksis, ved i realiteten at flytte sig fra at sige, hvordan noget kan være, til hvordan noget bør være. Anvendelse af evidensbaserede interventioner forudsætter, at det er muligt at beskrive problemer i praksissituationer med høj grad af inter-subjektivitet. Ved hjælp af distinktionen mellem tame og wicked problemer synliggøres, om evidensbevægelsen muligvis støtter sig til en problemforståelse, som på en uhensigtsmæssig måde forenkler kompleksiteten i praksis. Afhandlingen fremhæver syv mulige, udfordrende påvirkninger af kundskab og praksis, som det evidensbaserede perspektiv kan føre med sig. Den første udfordring er en begrænset mulighed for at favne en kompleks praksis i forskningen med udgangspunkt i en naturalistisk forskningsmetodologi og en binær, kausal forståelse. En videre udfordring går på problematiseringen af de underliggende betingelser for replikation af evidensbaserede interventioner, og den indsnævring af praktikerens handlingsrom som følger af kravene til implementeringsintegritet. Den tredje udfordring er evidensperspektivets tilnærmelser til problemforståelse, som forenkler dele af praksis på en uhensigtsmæssig måde. Dernæst peges der på at evidensperspektivet i kombination med NPM kan forrykke balancen mellem forskning og politik i relation til samfundets værdivalg for praksis, til ugunst for demokratiet. Den femte udfordring er systematiske forskningsoversigters begrænsede mulighed for at facilitere refleksion over praksis, hvilket begrænser praktikerens læring og muligheden for at udvikle ny teori. Den sjette udfordring hviler på sandsynliggørelsen af den evidensbaserede kundskabs instrumentelle karakter, som fra et moralsk ståsted begrænser omfanget af, hvor stor en rolle teoritypen bør spille i praksis. Den sidste, mulige udfordring, der argumenteres for er, at det er mindre sandsynligt, at evidensbaseret kundskab alene kan tilsvare alle tre kundskabstyper, som antageligvis er grundlag for frugtbar praksis i evidensbaseret medicin.