Abstract
Forskningsresultater peger på at kvinder reducerer deres fysiske aktivitetsniveau, når de får stillet diagnosen brystkræft, samtidig med at ny forskning viser sammenhæng mellem motion og behandling af brystkræft. Formålet med nærværende projektet var at belyse brystkræftopererede kvinders forståelse af og erfaringer med fysisk aktivitet 1-2 år efter operationen. Med en livsverdensfænomenologisk tilnærmelse, hvor subjektets erfaringer er af central betydning, analyseres kvindernes erfaringer i lyset af begreberne livsverden, levet krop og levet tid. Otte brystkræftopererede kvinder i
alderen 37-47 år fra Århus Sygehus deltog i to semistrukturerede
fokusgruppeinterview. Med udgangspunkt i en interviewguide med forhåndsbestemte temaer omhandlede interviewene kvindernes forståelse af, erfaringer med og opfattelse af betydningen af fysisk aktivitet. Data blev analyseret udfra en tematisk
indholdsanalyse relateret til forskningsspørgsmålene. Resultaterne viser, at kvindernes opfattelse af hvad fysisk aktivitet er lægger sig op ad gældende sundhedspolitiske forståelse, men samtidig knytter deres erfaringer med at leve med brystkræft fysisk
aktivitet til personlige sider af livet. Brystet har her en fremtrædende betydning - både det manglende bryst og protesebrystet. Tidligere aktivitetsniveau og aktivitetsvaner spiller ind på det at være fysisk aktiv et til to år efter en brystkræftoperation.
Kvinderne gennemgår også en emotionel bevægelse, der for nogle spænder over dødsangst til taknemmelighed for overlevelse til et punkt, hvor udseende og forfængelighed igen spiller en rolle, og får betydning for fysisk bevægelse. Træthed som tilstand er nærværende i kvindernes liv lang tid efter brystoperationen, ligesom overvægt som medicinsk bivirkning påvirker nogles livskvalitet. Som incitament til at udøve fysisk aktivitet ser det ud til at kvinderne prioriterer øget livskvalitet frem for det som sundhedspolitiske argumenter knyttes til - nemlig udsigten til øget livslængde. Det kan konkluderes at betydningen af fysisk aktivitet skabes udfra den
enkelte kvindes erfaringer i eget liv, samtidig med at de brystopererede kvinder i relation til fysisk aktivitet påvirkes gennem en kontinuerlig kommunikation og interaktion med omverdenen.