Abstract
Oslo, høsten 2001, lesesalen på Sophus Bugge: Det er ingen vinduer å se ut av, så jeg konsentrerer meg om takluka hvor det grå høstlyset fortsatt gjør en viss innsats for å trenge gjennom det blågrønne plastdekselet. Semesteret er godt i gang og jeg vet ennå ikke om det er filosofi eller religionshistorie som om et par måneder kommer til å være tema for min mellomfagseksamen. Siden det ikke ser ut til at svaret er å finne i den gråskimrende plastluka over meg, vender jeg blikket ned mot boka igjen. Det er den danske kirkehistorikeren Jakob Ballings verk, Kristendommen, jeg har foran meg. Jeg har lest det før, men aldri lagt merke til det sitatet som nå plutselig vekker min interesse og nysgjerrighet:
Augustin skildrer den proces, hvorigennem Kristi indsats kommer det faldne enkeltmenneske til gode, som noget, der alene sættes i gang på guddommelig initiativ. Han insisterer på, at her kan mennesket intet udrette...................Frelsen har det til felles med skabelsen, at den i streng forstand er en gudshandling.
Jaha, det var jo en smule provoserende, tenker jeg. Og er det ikke sørgelig at kristendommen med sitt negative og passiviserende menneskesyn i så stor grad har fått prege versteuropa, og via imperialismen også det afrikanske og amerikanske kontinentet, i så mange århundrer? Tre sider lenger nede i teksten kommer jeg imidlertid over følgende sitat, og nå er jeg virkelig interessert:
Den sammenhæng i frelseshistorien, som han (Origenes) klarlagde, var en pædagogisk sammenhæng. At blive kristen var en bevægelse hen imod, ......gnosis, erkendelse, og selv om det jævne genemsnittsmedlem af kirken virkelig var frelst ifølge Guds løfte til de enfoldige og Logos nedstigning til dem, så var det endelige mål et andet og højere, nemlig personlig og reflekteret delagtighed i den guddommelige verdensfornufts liv. I er guder, I er alle sønner af den Højeste , som det hed i Davidssalmen.
Dermed visste jeg hva jeg skulle skrive hovedfagsoppgave om: Hvordan var egentlig dette forholdet mellom Origenes og Augustin? Var virkelig Augustin så pessimistisk når det gjaldt menneskets mulighet til selv å utvikle seg til et lykkelig og godt menneske, og hvordan går Origenes frem når han definerer den kristne frelsen som en pedagogisk prosess?
I det arbeidet som fulgte, der jeg fordypet meg i det overveldende forskningsmaterialet som finnes på dette området, var det stadig nye spørsmål som dukket opp og drev meg videre i studiet: Er det virkelig slik at kristendommen foretok en omdefinering av den ontologiske delelinjen slik at den ikke lenger gikk mellom det intelligible og det sanselige, som hos de greske filosofene, men i stedet mellom skaperen og skapningen? Og innebærer i så fall denne omdefineringen nødvendigvis en revurdering av mennesket fra et intelligibelt og derfor godt og fritt vesen, til en skapning, som nettopp gjennom sin tilhørighet til det skapte mister sin deltakelse i den kreative universalfornuften og dermed også karakteriseres som et avmektig og ufritt vesen?
Min konklusjon er at kristendommen, slik den er å finne i Bibelen, gir et mangfold av delvis motstridende karakteristikker av Gud og menneske, og at det i den kristne tradisjonen finnes et mylder av ulike tolkninger av disse tvetydighetene. Innen denne tolknings-tradisjonen representerer Origenes og Augustin hver sin ytterlighet, idet Augustin bruker den kristne ideen om syndefallet og guddommens allmakt til å definere mennesket som et passivisert frelsesobjekt, mens Origenes bruker de samme dogmene til å heve mennesket opp over den naturlige loven sammen med guddommen: Hos Origenes er så vel den materielle verden som Guds forsyn et resultat av interaksjonen mellom Gud og mennesket. Det betyr at man i den origenistiske teologien står overfor to nesten likeverdige størrelser, som begge står over den naturlige orden og som bidrar til å forme kosmos. Den betydningen Origenes her tillegger det menneskelige initiativ overgår langt de greske filosofene og deres tillit til den menneskelige autonomi.