| dc.description.abstract | Forord v/ Peter Hervik.
Undervisning og synet på indlæring ved landets antropologiske institutter befinder sig (igen) i en brydningstid. Behovet for internationalisering, universiteternes ledelser og den pædagogiske kompetence presser nu på for at få forandring.Vi skal væk fra den ensidige vægt på forelæsningen og bringe den udviklende dialog mere på banen. Men midt i forandringen møder vi også kontinuitet. Hovedfagsstudenternes Årbok udkommermed sin 12. årgang. I sig selv en imponerende præstation i en verden med hastige forandringer.Årets forfattere har valgt at fokusere på det metodiske i deres skriverier. Samtidig var deres tanke, at behandlingen af fremgangsmåden skulle indeholde dels en formidling af deres oplevelser og dels de specifikke problemer i felten, som optager forfatterne. For mig at se skal det forstås som forfatternes ønske om, at læserne skal kunne følge den vordende etnografs lærings- og erkendelsesproces så tæt på som mulig.
Selv om synliggørelsen af feltarbejderen har sine egne risici, så afspejler processen også studerende i forskellige læringsfaser. Og det er som sådan, at artiklerne bliver ekstra vigtige. De kan i deres formidling og illustration af erfaring og læring hjælpe andre til at forstå de mangeartede facetter af den etnografiske forbløffelse, som er en del af erfaringen af kulturelle og sociale forskelle. Der tales i disse måneder meget på Sosialantropologisk Institutt i Oslo om restrukturering.Ved i højere grad at benytte skriftlige og mundtlige undervisningsformer, kan læringen styrkes, således at det store faste pensum bliver brugt mindre mekanisk og giver de studerende bedre redskaber til at takle og dekonstruere den globale strøm af mennesker, ideer, og varer, når den søger at skabe nye sociale, nationale og kulturelle grænser. Min personlige holdning til antropologisk læring er, at den bør finde sted med et øje til den proces, som etnografen gennemgår på vejen fra erfaring til antropologisk indsigt. Udført i praksis kan en sådan undervisning styrke kvaliteten af de empiriske undersøgelser,som for mig er et vedvarende kendetegn ved norsk antropologi, men som står i modsætning til den daglige undervisning, der ofte fremstår teoretisk. Hermed mener jeg, at der talesombegreberne (i forelæsninger)med få illustrerende eksempler og ingen praktiske øvelser. Heldigvis arbejdes der – omend langsomt – på, at undervisningen skal blive mere praktisk anlagt og med øje for, at teoretiske pointer ikke behøver at blive formidlet gennem tørre definitioner og litterær ekvilibrisme. Forfatterne til dette nummer af studenterårboken kan minde os alle om, at feltarbejdet involverer ganske nære processer og erfaringer. Det gælder studerendes feltarbejder, som ofte finder sted som en slags synk-eller-svøm proces i felten, og det gælder den uddannede etnograf, der under mere professionelle forhold gennemfører sit feltarbejde. Forbegge gælder, at feltarbejdsprocessen er stedet, hvor operationalisering af indlæring finder sted under sædvanligvis ganske jordnære omstændigheder, hvor intuitionen ofte går forud for projektbeskrivelsen. Forfatterne er alle svømmere. Men de svømmer i forskellige stilarter og hastigheder. Desuden varierer vandets temperatur. Jeg skal blot opfordre læserne til at springe ud i vandet og oplev den sociale, politiske, kulturelle mangfoldighed. | nor |