Abstract
Opgaven er ment som et bidrag til studiet af den politiske videnskab, den har til hensigt at undersøge implikationer af brugen af casestudier i statsvidenskabelig forskning. Helt konkret undersøges hvordan Arild Underdal, Ole Berg og Anton Steen bruger casestudier i sine afhandlinger.
Med særlig vægt på hvilken kundskabslegitimering der lægges til grund for afhandlingerne, og i hvilken grad ser de problemer og muligheder ved casestudier.
Den historiske kontekst er begyndelsen af 1980erne, hvor Svein Andersen pointerer at positivismestriden virkede lammende på empirisk forskning . Det er en tid hvor kvalitative tendenser vinder frem, og casestudiet som kvasieksperiment baseret på analytisk kontrol bliver en vigtig del af metodedebatten.
Et diskuteret emne er, hvorvidt denne udvikling er sket på bekostning af generaliseringsgraden af forskningen. Historisk set har brugen eller anvendelsen af casestudier måske ændret sig til at tilpasse sig skiftende videnskabsidealer, men omvendt har definitionen af, hvad det vil sige at bedrive casestudier ikke en klar afgrænsning eller definition. Opgavens titel Casestudier som videnskab henspejler på denne omdiskuterede status casestudiet har haft indenfor samfundsvidenskaben.
Charles Ragin opsummerer denne opgaves tilnærmelse til casestudiet, idet han i stedet for at definere hvad et casestudie er, henviser til Howard S. Beckers opfordring om at spørge: What is this a case of? .
Underdal bruger statistik sammen med fortolkende tekstanalyse og kommer dermed frem til mere nuanceret information om forhandlingsprocesser, end udelukkende kvantitative eller spilteoretiske studier vil kunne frembringe. Han bruger et modificeret rationelaktørbegreb, som han selv introducerer. Underdal introducerer også begreber eller distinktioner til at studere de mere normative (kvalitative) sider ved internationale forhandlinger, idet han fremstiller skillet mellem fairness og rights. Dette skille bidrager til en bedre forståelse af internationale forhandlinger, der i tillæg til at skulle forstås gennem situationslogik, også skal ses som et samspil mellem bargaining power og de normative aspeker som repræsenteres ved fairness and rights.
Berg nedbryder i sin afhandling det forenklede skille mellem kvantitativ og kvalitativ forskning, samt det forenklede billede af at deduktiv metode udelukkende hører naturvidenskaben til, og at fortolkende studier udelukkende er humanistiske. Med Weber som forbillede, og med fokus på at tage det specifikt menneskelige på alvor, kombinerer Berg den humanistiske tanke om internalitet med det at tænke deduktivt. Fordi han studerer et felt som domineres af medicinen, tager han udgangspunkt i medicinens reduktionistiske logik, når han forklarer processer i helsesystemet. Dette er nyt og måske unikt for Berg.
Steens bidrag er at han tager udgangspunkt i to (konkurrerende) paradigmer, og ender op med at sammenføje disse to til en mere sammensat og kompleks teori, og dermed indfører en ny distinktion. Dette bryder med opfattelsen af, at forskellige teorier om det samme tema nødvendigvis må være konkurrerende. På denne måde opfattes de to paradigmer som analytiske innfallsvinkler som utfyller hverandre, mere enn som konkurrerende virkelighetsforståelser Steen bygger bro mellem teorier og tilføjer noget nyt.